Mulbjergene

Dokkedal ser ikke ud af meget, hvis man bare kører gennem den langstrakte samling af huse ved kystvejen. Den er dog et stop værd. For godt skjult fra vejen er hele området fuld af gemte historier og sammenhænge, der er med til at gøre stedet til “kystens glemte perle”. Det er her I finder Mulbjergene.

Som i bøgerne

I en af Jacob Paludans romaner, “Jørgen Stein”, optræder de bløde bakker ved byen som de “Lovpriste Muldbjerge.” Det er bl.a. en historie om ulykkelig kærlighed, og sådan er det måske også lidt med Dokkedal. Bakkerne og området ved byen har i hvert fald altid tiltrukket mennesker, der på en eller anden måde har søgt lykken – og fået kamp til stregen. Og ikke mindst forelsket sig i udsigten. Det kan man alt sammen opleve, hvis man selv går på opdagelse i området.

Mere end fantasi

Dokkedal er nemlig ikke bare beskrevet som noget særligt i den danske litteratur. Alene udsigten ud over Kattegat og Lille Vildmose gør et indtryk på de fleste.

Med lidt god fantasi kan man godt se, hvorfor det er med i en bog – eller film. En solopgang er måske det ultimative, men en tur i Mulbjergene er altid det hele værd.

I bakke og dal

Bevæger man sig ad den snoede hulvej, der med dramatikken i behold hedder Stejlgabet, ned til stranden, får man et helt andet perspektiv på tingene. Her ligger resterne af byens gemte storhedstid stadig tilbage, og vidner om dengang Dokkedal for første gang kom på det moderne verdenskort.

Sildefest i fortiden

Siden 1200-tallet er der nemlig blevet landet enorme mængder af sild på den flade strand nedenfor bakkerne – og det er også her man første gang støder på navnet Dokkedal. De næsten 30 meter høje Mulbjerge gav god læ for vestenvinden, og var et godt sømærke for fiskerne, der allerede havde benyttet sig af forholdene i hundreder af år forinden. Det var dog sildefiskeriet, der for alvor fik Dokkedal på verdenskortet, og indtil 1600-tallet stod byen endda højt på listen, når selveste kongen skulle føre regnskab. Byen blomstrede, og selvom folk ikke ligefrem blev styrtende rige, levede de godt af havet – og Dokkedal var i lang tid et af kystens markante landsbysamfund.

Alt har en ende

Sildefiskeriet ebbede i mellemtiden ud, og allerede fra 1600-tallet var folk populært sagt tvunget til at dyrke kartofler. Men det er en helt anden historie.Helt op til 1900-tallet var der stadig gang i sildefiskeriet, der først rigtig døde helt ud med anlæggelsen af havnene i Egense og Øster Hurup.
De små fiskerhuse til sortering og auktion ligger dog stadig i læ af bakkerne og spejler deres hvide mure i Kattegat, og kan opleves året rundt.

Sildefiskeri kan man ikke længere leve af i Dokkedal, men udsigten er heldigvis stadig den samme.
Det allerbedste kig får I fra den yderste ende af bademolen.

Oplev det hele selv

Fiskerhusene ved havet er kun et af de mange levn fra fortiden, som I kan finde, hvis i bevæger Jer rundt i området omkring Dokkedal Camping. Tag selv på opdagelse og find flere – eller se mere her på hjemmesiden.